Fysiurgisk hesteterapi kaldes afbalancering og er for heste, der ikke fungerer optimalt i ridningen. Hesten er måske spændt over ryggen, i nakken eller har været ude for et styrt. Hesten kan også være i genoptræning eller det kan benyttes til forebyggelse af skader. Det er også for heste, der intet fejler, men at du som ejer blot vil have din hest tjekket igennem af en fagperson. Som fysiurgisk hesteterapeut er jeg uddannet i hestens anatomi og bevægelighed samt hestens skelet, muskler, ligamenter, sener og bindevæv.
Hesten er en atlet, der bruger sin krop til det arbejde, vi som rytter beder den om. Derfor er det ganske normalt, at der opstår spændinger – du kender det selv, når du har været i fitnesscentret, så er kroppen øm efter en god workout. Når man træner, opstår der brist i muskelfibre og bindevæv. Når musklen ikke bliver brugt, heler den og bliver dermed stærkere.